Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om os

Om børnehuset: 

Vi har til huse i de renoverede bygninger, som tidligere husede Ulvkærskolen.  Vi modtager børn i alderen 0 - 6 år. Pt. har vi i gennemsnit 60 børn.

 

Hvad kendetegner vores børnehus: 

Vores pædagogik i hele huset er kendetegnet ved, at vi er nysgerrige sammen med børnene. Vi forsøger kontinuerligt at skabe et læringsmiljø, der fremmer børnenes udvikling. Især de sociale kompetencer bliver vægtet højt, og børnene får lov at øve sig på livet i trygge rammer, sammen med omsorgsfulde og opmærksomme voksne.

I vuggestuen har vi særligt fokus på at skabe et trygt læringsmiljø, med høj grad af omsorg og en forudsigelig hverdag for børnene. Vi har egen legeplads med masser af plads til fysisk udfoldelse. Indenfor er stuen indrettet, så den tilgodeser børnenes udvikling. Der er rigtig meget leg nede på gulvet sammen med de voksne og vi synger og leger i børnehøjde. Vi laver kreative aktiviteter der tager højde for børnenes alder. Vi bager, maler og bruger værkstedet for at børnene for mulighed for at øve sig i at bruge forskellige materialer til at udfolde deres kreativitet.

 

Børnehusets nærmiljø:

Vi tager ofte på ture ud af huset.

Den korte afstand til togstationen gør os i stand til at besøge strand, by og kulturinstitutioner med jævne mellemrum og vi benytter os i vid udstrækning af vores nærområde, som blandt andet byder på skov og offentlige legepladser der kan udforskes.

 

Grupper: 

Vuggestuen er samlet i vuggestuen. Nogle dage brobygger vi med Stjernestuen, sammen med de ældste børn som skal starte i børnehave.Børnehaveafdelingen er aldersopdelt på  tre stuer.

Stjernestuen som er modtagerstue for nye børn, og dermed yngste gruppe.

Månestuen modtager efter sommerferien børn fra Stjernestuen, som er blevet eller bliver 4 år i indeværende år. Det er de mellemste børn.

Planetstuen modtager børn fra Månestue efter sommerferien. Her er de kommende skolebørn samlet og brobygger med skolerne i foråret inden skolestart.

I huset har vi også børn som indsats pædagoger har til opgave at guide og vejlede. Deres pædagogik er kendetegnet ved en høj grad af overskuelighed, struktur og forudsigelighed.

 

Hvordan og med hvem samarbejder vi: 

Vi brobygger løbende med dagplejere og private passere, som har børn der skal starte på Stjernestuen. Vi brobygger ligeledes med skolerne i vores område og har et godt tværfagligt samarbejde frem mod skolestart. 

 

Hverdagen: 

Af hensyn til børnenes aktiviteter, skal de være i børnehaven senest kl 9.00.

 

Mad og måltider: 

Fra kl 06.30 til 07.30 er vi i fællesrummet.

Hvis børnene ikke har spist hjemmefra, må de gerne medbringe en madpakke med morgenmad.

Børnehavens børn medbringer mad til måltiderne.

  • Fra kl. 9-9.30  formiddagsmad
  • Ca. 11.30 spiser vi Frokost.
  • Ca. kl 14.00 spiser vi eftermiddagsmad.

 

Der er madordning i vuggestuen og deres spisetider er lidt anderledes

  • Fra kl. 8.30-9.00 spiser børnene formiddagsmad
  • ca kl. 11.00 spiser vi frokost, som kommer fra Fru Hansens kælder
  • Efter middagsluren er der eftermiddagsmad.

Fødselsdagsforplejningen står Børnehuset for. Vi fejrer dagen på barnets stue med popcorn.

 

Indretning i børnehuset ude og inde: 

Vi har masser af plads, både indendørs og udendørs. Vi er bevidste om at indrette læringsmiljøer med bla plads til fysiske og kreative udfoldelser, Samt rum til ro og fordybelse indenfor. Udenfor på vores kæmpe legeplads har vi både træer, bakker, stor plæne til bla fodbold og andre aktiviteter, cykler, klatrestativ og meget mere.

Vi har rigtig dejlige rammer både ude og inde, som vi arbejder på løbende at justere i forhold til at lave gode læringsmiljøer for børnene. Dog er vi også her ramt at restriktioner for tiden ift hvilket indendørs legetøj der kan være til rådighed for børnene, men vi forsøger at finde vores vej i det indtil tiderne igen bliver anderledes. Vi har en dejlig legeplads hvor børnene kan udfolde sig enten i legeredskaberne eller i leg hvor fantasien og andre ting tages i brug.

Vi er pt. i proces for at blive certificeret som DGI institution.

Et spændende og lærerigt projekt, som vi glæder os til at udfolde og samarbejde med forældre og børn om at videreudvikle og styrke.

 

Følg os på facebook : https://www.facebook.com/ Børnehuset-Emmersbæk-Hirtshals /